tisdag 7 januari 2020

Då kör vi 2020 va?

Då kickar vi igång det nya året och det nya decennium också.
2020.
Låter ju bra om inte annat.
Jag ser på nätet att juryn i Danmark är igång för att hitta vinnarna till Årets Pressefoto.
Minns att jag älskade att sitta i juryn, både där och i Norge nu senast.
I år har jag inga uppdrag i någon jury tyvärr.

Jag försöker samla ihop mig och komma igång på riktigt nu, men det går sådär januari-trögt.
Det är som att året inte riktigt vill starta.
På torsdag börjar skolan och efter det kanske det känns lättare.

Du har sett att jag har fått äran att hålla en workshop i Hjo, hemma hos Pieter ten Hoopen va?
Kom gärna med så ser vi till att göra den där helgen oförglömlig.
Läs mer här.

Jag har ett gäng med pitchar jag tänkte jag skulle börja försöka få gjorda men jag väntar nog som sagt till nästa vecka, med mer energi och sånt och kanske inte alla är tillbaka riktigt heller ännu va?

Jag har bytt kontor, sa jag det?
Jag har bytt kameramärke, sa jag det då?
Det är mycket nytt alltså, men ändå lite samma sak.

Begravning i januari. 
Tungt.

Jag såg Albert Wikings fina bilder på Malmö Live igår. 
Så fint det är.
Gå dit du också.

Tiden går.

Jovisst, jag fick in några knäpp till tävlingen Årets Bild jag också, gubben har inte gett upp ännu.
Notre dame stod i lågor och jag tog några bilder.

Men vi kan väl höras va?


tisdag 24 december 2019

Lucka 24 med Martin Slottemo Lyngstad


God Jul såhär på julaftons morgon.
I min lilla kalender har vi kommit fram till lucka 24 och ingen mindre än Martin Slottemo Lyngstad.
En bekantskap jag lyckats bli riktigt förtjust i under året.
Har haft förmånen att lära känna honom lite bättre under året med "häng" både i Oslo, Fredrikstad, Teneriffa och Trondheim.
Under dokumentärfestivalen i Trondheim lyckades vi teama upp oss i ett fotbollsspel och vi var helt omöjliga att besegra.
På Teneriffa låg vi bredvid varandra på en katamaran i Atlanten och slängde upp sushi-bitar i vida bågar som vi fångade direkt i munnen medan delfinerna hoppade på sidan av båten och skålade i öl.
Fina tillfällen och en fin kille alltså. 
Dessutom galet duktig och talangfull.
Som du ser kan jag ösa över honom med adjektiv och det har inte med att det är julafton att göra, han är så jäkla bra bara.

Nu sliter vi upp den sista luckan i min fotografkalender.
Nästan 200 fotografer hann det bli totalt, du finner dem alla i en en spalt här nedan till höger.

Martin Slottemo Lyngstad idag.
Hurra!

Är det några bilder du är extra nöjd med från året?
Året har bestått av mye forskjellig. Kanskje er det variasjonen som har vært mest interessant. 
Det har vært ski-VM, film- og fotooppdrag for A-magasinets sex- spesial, lengre reiser for å dokumentere norske ungdomsklubber, kommersiell portrettfotografering, lansering av dokumentarbok om døden og åtte uker sommerjobb som visuell leder for A-magasinet. 
Jeg blir sjelden fornøyd, men jeg er glad for å jobbe med så mye forskjellig!

Berätta mer?
Til daglig arbeider jeg i dokumentarbyrået Paragon. 
Vi er fire venner og kolleger som driver sammen med en stor variasjon av oppdrag. 
Alle er vi samlet om en felles driv etter å fortelle redaksjonelle historier i film, foto og tekst. For å kunne gjøre det, produserer vi kommersielle reklamefilmer for fine kunder. 
Vi tar oppdrag for aviser og magasiner, i tillegg til å holde workshops og foredrag. 
Jeg har også engasjert meg for det fotojournalistiske miljøet i Norge ved å sitte i styret for Pressefotografenes klubb og DOK-festivalen.






Vad betyder det för dig att fotografera?
Å fotografere betyr for meg en stille leting etter en historie som trenger å vises frem. Det er fascinerende jakt på en stemning, en opplevelse eller et møte som skal, for å være godt, sette seg i magen til den som betrakter.

Berätta om en fotograf som har betytt väldigt mycket för dig och varför.
Jeg har sett opp til mange gjennom livet - det er umulig å velge én. 
Samtidig synes jeg at det norske fotojournalistiske miljøet har mange gode forbilder:
Jeg beundrer Helge Skodvins humor, Knut Egil Wangs finurlighet, Line Søndergaards nærhet, Bjørn Delebekks presisjon, Terje Abusdals eksperimenter, Espen Rasmussens gjennomføringskraft, Therese Sannes åpenhet, Andrea Gjestvangs stilsikkerhet. 

Bare for å nevne noen.

Har du någonsin känt tvivel på dig själv som fotograf?
Daglig! 
Eller hver dag jeg fotograferer. Slik vi har arbeidet de senere årene har det blitt mindre tid til å fotografere. Da føler jeg en stagnasjon og frustrasjon. 
Og en manglende retningssans i hvor mitt fotografi skal. 
Å få muligheten til å jobbe på så mange forskjellige måter er fantastisk, men det er en fare for å bli ok på mange ting - i stedet for å bli virkelig god på én ting. 
For meg blinker de varsellampene ofte.




Du ska skriva en kontaktannons - hur beskriver du dig själv med fem ord?
Tålmodig. Samarbeidsom. Nysgjerrig.
Lett pinlig berørt.
Uff, det ble seks ord...

Vilken är den vanligaste frågan du får när du går bort på middag?
«Har du noen spennende prosjekter på gang?». Klassikeren.

När var du riktigt lycklig senast?
Farlig spørsmål! Lykke kommer glimtvis, men jeg prøver å være god på å kjenne når oppstår. Om det er i bilen på vei etter en jobb hvor jeg har møtt spennende mennesker. 
Når jeg kan drikke kaffe på morgenen uten å måtte halse videre i dagen. Når jeg kan bruke en hel sommerkveld med de menneskene som står meg nær. Når jeg kan åpne forseglingen til det nyeste FIFA-spillet og kan kjenne meg 15-år igjen.

Du måste tatuera dig, vilket motiv blir det?
Ikke min greie. Kanskje er det bare fordi jeg ikke tør leve med et valg resten av livet. 
Frem til jeg var 20 år brukte jeg store deler av fritiden på å tegne. 
Om jeg absolutt måtte tatovere meg måtte jeg kanskje funnet frem noen gamle skisser.

Hur är du som bilförare?
Jeg vil kjøre så smooth og trygt som mulig. Null risiko. Andre vil sikkert si jeg er gjespende kjedelig.

När blev du vuxen?
Tror ikke jeg har blitt det helt ennå. Jeg bor i kollektiv, driver dels idealistisk, verdsetter frihet og bruker lite penger. Samtidig føler jeg meg voksen når jeg innbetaler Paragons pensjonstrekk, godkjenner reiseregninger og setter til side arbeidsgiveravgift og kalkulerer budsjetter. Jeg føler nok at jeg er klar for større deler av «voksenlivet» snart - så lenge jeg ikke glemmer å leke.




Vilket är ditt sämsta köp?
Jeg prøver å forbruke lite. Men når jeg først trenger noe, kjøper jeg 90 prosent brukt. 
Det dårligste kjøpet er vel noe ubrukelig til full pris via en nettbutikk som selger ting produsert av underbetalte arbeidere.

I filmen om ditt liv, vem spelar dig då?
Jeg tror det må bli en slags animasjonsfilm. 
Noe à la norske Knutsen og Ludvigsen: tre unge menn på en gammel buss som kjører rundt omkring og møter masse rare mennesker, situasjoner og steder. 
Kanskje stemmen min kunne vært gjort av en trøndersk skuespiller som har klart å beholde dialekta. 
Så slipper jeg å skamme meg over det.

Vad ogillar du i din personlighet?
Jeg kan bruke lang tid på å konsentrere meg - særlig om oppgaver jeg er middels interessert i. 
Mye tid er kastet bort på ubrukelige spill eller Youtube-filmer om fotballverdens 10 dårligste frispark.

Vad är din bild av total misär?
I de siste årene har jeg besøkt min kjæreste og hennes familie i Brasil flere ganger. 
Der ser jeg en frustrasjon blant mennesker som gir makt til populistiske politikere som helt åpent jobber for økte forskjeller, motarbeider likestilling og neglisjerer verdens klimautfordringer. 
Om jeg i tillegg lytter på P3 Svergiges podcast «Dystopia», som tar for seg problemer verden står ovenfor (som matmangel, krig, ødeleggelse av økosystemet, fake news og overbefolkning), da blir jeg mørk på innsiden.




Vad ogillar du i andras personlighet?
Misunnelse. Grådighet. Likegyldighet.

Vilken levande människa beundrar du mest?
Mine foreldre! Som gjennom tøffe perioder da mine tre yngre søsken var små, oppussing av et gammelt småbruk og krevende karrierer, klarte å gi meg en trygg oppvekst og et sett verdier jeg har satt stor pris på i voksen alder.

Vad anser du vara en människas mest överskattade egenskap?
Empati, humor og tilpasningsdyktighet.

Vilken är din största fobi?
Jeg har ingen store fobier, men jeg hater å komme for sent. 
Det er respektløst overfor andre mennesker og gir en forferdelig følelse i magen.

Vad är din största rädsla?
Det må være at menneskeheten tankeløst fortsetter å ødelegge den jorda vi lever på.

Vad gillar du allra minst med ditt utseende?
Jeg kunne godt tenkt meg at min skjeggvekst hadde bestemt seg for å ta ansvar og bli voksen. 
Overfladisk, men likevel ganske så definerende.

Var skulle du helst av allt bo?
I et lite hus med store vinduer ved havet. Med et fjell i ryggen. 
Ikke alt for langt unna byen og venner. 
Med masse sol.

Vad värdesätter du mest hos dina vänner?
Lojalitet, åpenhet og humor.




Hur skulle du vilja dö?
I de senere årene har jeg arbeidet med en dokumentarbok om døden. 
Den har i allefall gitt meg noen tanker om hvordan jeg ikke vil dø: Å gå gjennom lang tids sykdom er vondt og slitsomt. Samtidig vil jeg heller ikke dø en brå død. 
Det er så hardt for de som blir igjen. Om jeg får beskjeden om at jeg snart skal dø, vil jeg
gjerne forsone meg med det. Jeg vil heller bruke tid på gode samtaler med mine nære i stedet for å jakte en risikabel behandling for å få noen måneder ekstra.

Vad är din största extravagans?
Jeg kjemper hver dag mot å utvikle ekstravagante vaner. 
Samtidig har jeg blitt glad i fruktig kaffe, god oransjevin og kvalitetsbukser.

När ljuger du?
Så lite som mulig, men mer enn jeg sikkert bør.

Vilken är ditt favorityrke?
Om jeg kunne velge hva som helst ville jeg blitt midtstopper på Liverpool. 
Ellers virker jordmor-yrket vanvittig givende. Da jeg studerte fotojournalistikk ble jeg med på fødeavdelingen for å fotografere min mor i arbeid i noen dager. 
Det yrket virker ekstremt utfordrende og spennende, men samtidig en jobb verdsettes enormt av nybakte foreldre.

Vad är ditt motto?
Jeg har forferdelig få mottos i livet. 
Men jeg husker noen ord som ofte kommer opp i hodet fra da jeg var i praksis på Politiken. Den tidligere fotosjefen Per Folkver, som da var fotograf, irriterte seg over at jeg var for «trygg» på oppdragene jeg løste: «Martin, du må ta flere sjanser. 
Du må tørre å bevege deg dit risikoen for å mislykkes er stor. 
Det er først da det står noe på spill!». Det er vanskelig å etterleve i hverdagen, men å kjempe mot komfortsonen tror jeg vil være min største utfordring så lenge jeg skal fortelle historier.




Nämn några saker du gör när ingen ser dig?
Da legger jeg meg alt for sent etter å ha spilt FIFA i flere timer, akkopagnert med nudler med enorme mengder chili.

Ångrar du något i livet?
Det finnes ting jeg skulle ha gjort annerledes. 
Ting jeg skulle forstått bedre eller situasjoner jeg skulle håndtert på en annen måte. 
Men jeg prøver å la det ligge.

Vad gör du i jul?
Julen feirer jeg med familie i Trøndelag! Det blir juletrehogst med mormor, luftgæverskyting med søsken og turer ut i skogen med mine foreldre. 
Så blir det forhåpentligvis kronet med en god nyttårsfeiring med venner!

--------------


TACK så mycket för all hjälp Martin - du är grym!
Du vill såklart se mer och det gör du på Paragons hemsida och följ honom också på hans Instagram.

Tack så mycket för att du följt med under den här julkalendern.
Som bonus såhär på julafton får du också några filmer som Martin gjort som du kan kolla in här under - håll till godo.

GOD JUL & GOTT NYTT ÅR!




«Josephines verden» (klicka på länken)

Mobbing er synlig, men også usynlig. Hva fører den til? 
Følelsen av å ikke være verdt noe gjorde Josephine deprimert. Det utviklet seg til en spiseforstyrrelse som nesten kostet henne livet. Josephine har få venner i Vesterålen. Hun sitter ofte på det rosa jenterommet og skriver brev til venninnene hun har møtt på nett, som deler lidenskapen for alt som er søtt og rosa. Josephine fant noe godt i en verden hun syntes var grusom. Nå tar hun vare på det. Josephine er redd for å bli voksen.
Del av prosjektet «Fra ungdommen – et portrett av en generasjon, et multimedialt portrett av en hel generasjon, av unge mennesker fra hele Norge i årene etter 22. juli 2011. Prosjektet leter etter deres særegenhet gjennom å dokumentere deres hverdag, verdier og idealer. Det setter dem også i en større kontekst gjennom tidløs tematikk som opprør, sykdom, kjærlighet, rus og drømmer. “Fra ungdommen” er et innblikk i et mangfold du ikke finner uten å lete, og som former fremtiden, akkurat nå, dag for dag. 

Så hvem er de, egentlig? De er barnevernsbarn og fotballproffer, asylsøkere, alenemødre, musikere og kriminelle. De er populære, ensomme, engstelige og drømmende. Sammen er de den neste generasjonen voksne.



The deplorables? (klicka på länken)

I en tale få måneder før presidentvalget i USA beskrev Hillary Clinton Donald Trumps velgere som en kurv av avskyelige mennesker («Basket of deplorables»). Møt fire vanlige amerikanske velgere fra vippestaten Georgia, som forklarer Donald Trumps appell på seg selv og store deler av det amerikanske folk, i videoreportasjen fra USA.

Odvar og Molle (klicka på länken)

Da Odvar Omland ble alene igjen i huset, måtte måltider spises i ensomhet. 
Det var ingen å dele seng med. 
Alt føltes tomt men han bestemte seg: «Jeg skal klare å leve et meningsfylt liv alene i dette huset. Jeg skal lage min mat, besøke min kone og ta henne med på kjøreturer». 
Deretter opprettet han en Facebook-profil, der han begynte å dele erfaringer fra sin nye hverdag. Om minnene, savnet og livet videre med en dement kone.
page5image5760960 page5image5761152page5image5761344

måndag 23 december 2019

Lucka 23 med Ditte Valente


Nu är vi framme vid lucka 23 och i den är det ingen mindre än Ditte Valente du finner.
En mycket fin bekantskap från Danmark som alltid är trevlig och snäll när jag åker över bron.
För något år sedan satt hon i juryn i svenska årets bild också.
Här står hon som du ser med sin son på armen och med det kan vi väl öppna lucka 23.

Varsågoda.

Är det några bilder du är extra nöjd med från året?
Billedet af Enzo. 
En jord-betonarbejder fra Italien som har bygget metroen i København.

Berätta mer?
Jeg havde i marts måned en ret simpel opgave for Metroselskabet om at lave nogle billeder fra en byggeplads i Sydhavnen. 
Den skulle vise korrekt sikkerheds-klædte arbejdere. Billederne skulle bruges til en sikkerhedskampagne på alle metroens byggepladser. Her mødte jeg nogle helt fantastiske mænd, hvis ansigter gjorde mig nysgerrig. 
Jeg kontaktede metroselskabet og forsøgte at få dem til at betale et portrætprojekt, men det var der ikke penge til. Istedet foreslog de at jeg søgte penge hos den fond, under metroselskabet, som udsmykker de grønne træhegn som indhegner byggepladserne. 
Deres deadline var langt hen på foråret så jeg bad om lov til at gå i gang, med fare for at det ikke blev til noget. 
Min hensigt var at få mændene mens de stadig var kolde og beskidte. 
Jeg fik lov til at indrette et lille studie i en opbevaringscontainer. Jeg hængte noget sort stof som baggrund, og havde en reflektor med. 
To dage, af to-tre timer stod jeg der og krydsede fingre. Jeg måtte ikke bevæge mig rundt og finde de gode folk, jeg kunne kun håbe på at de havde set opslaget og at de ville fotograferes. 
Jeg havde en skøn ung kroatisk bygningskonstruktør, Tina, som vært på pladsen. 
Og hun viste sig at være perfekt. Hun kaldte folk til, og mens jeg fotografede fik hun dem til at skrive deres navn og profession. 
En efter en kom de. 
De fleste grinende og generte. 
Mange kunne ikke tale engelsk, så det foregik med fagter og smil.
Jeg bad dem om at være stille, seriøse og stolte. 
Det var helt magisk at se dem træde frem foran mig. De stod allesammen med alt hvad de var, lige dér. For mig. Jeg var meget meget rørt.
Der var noget særligt over italienerne. Ud over at være sydeuropæisk selvsikre, kommer de også ud af en lang byggetradition. Flere af dem nævner fædre som har bygget store metroer i Italien. 
Men det var nærmest religiøst da Enzo trådte ind. Rødkindet og smilende. Og så tog han hjelmen af,tav stille og kiggede roligt på mig. Pludseligt trak tiden sig sammen, og jeg stod vaklede på skuldrene af fotografer som de sidste mange hundrede år har fotograferet soldater, minearbejdere, forarmede landmænd, ja jeg kunne blive ved. 
Alle de mange blikke. Enzo kunne have været dem alle. 
Dét var mit fineste billede, blandt de mange smukke og stærke mænd.
Og så var det et tiltrængt projekt, som ikke var bestilt, og som blev lavet af ren og skær kærlighed til mennesket og til dem som knokler. 




At Byens hegn fonden gjorde det  muligt at hænge billederne op på hegnet på byggepladsen hvor arbejderne blev fotograferet, lige der hvor de går forbi på vej til arbejde. Det gør mig stolt. 
Og at Politiken valgte at bringe Enzo på forsiden og de andre indeni, på dagen hvor den nyeste metro-ring åbnede i København og dermed lettede på hatten til de hundredevis af mænd og kvinder som har bygget den, det er helt i orden.

Vad betyder det för dig att fotografera?
For mig er kameraet en stor nøgle. Den åbner døren. 
Og jeg får lov at træde bagefter. Jeg bliver aldrig en stjerne. 
Der står min blufærdighed i vejen. Men jeg får lov til at opleve og formidle så fantastisk meget med kameraet. 

Berätta om en fotograf som har betytt väldigt mycket för dig och varför.
Det er et tarveligt spørgsmål. For der er så mange. Og jeg bruger dem til så meget forskelligt. 
Men en mand og kollega som jeg altid bliver meget berørt af er Martin Lehmann. 
(lucka 17, förra året)
Han kom og talte på Fatamorgana da jeg studerede der. Han var på det tidspunkt i praktik på Politiken. Han bevægede sig som en vild hund. 
Han talte hurtigt og kompromisløst om mødet med Svale. Det husker jeg. Men jeg husker også at tænke. “Fuck. Hvis alle er sådan på journalisthøjskolen, så skal jeg satme ikke derover”. 
Jeg var skræmt for vid og sans. 
Og så mange mange år senere fik jeg et barselsvikariat for Miriam Dalsgaard på Politiken. Kan I forestille jer noget mere intimiderende?
Som om nogen som helst kan afløse Miriam.  Heldigvis viste det sig at Miriam var et af de fineste mennesker i verden, og at jeg var overladt fuldstændigt til mig selv om at finde ud af hvem jeg var på rådhuspladsen. Dét lykkedes så kun i glimt. 
Men det er en hel anden historie.
Der mødte jeg Martin igen. Nogle år ældre, stadig vild. Men også rundet af nogle livet, og måske især døden. Og det gjorde ham meget levende at være i nærheden af. 
Han arbejder altid, ofte på mange planer. 
Helt praktisk med kameraet, men også på skrift og i løb. Han reflekterer altid sin samtid. 
Hans fotografi er råt, nogle gange uskønt. 
Spækket med indhold, indignation og ømhed. 
Både Martin og hans fotografi får mig til at ville mere, og til at tro på det gode. 





Har du någonsin känt tvivel på dig själv som fotograf? 
Det gør jeg altid. Det lyder krukket. 
Men jeg er altid sikker på at jeg er blevet valgt til en opgave fordi jeg er sød mod dyr og børn, før mine evner som fotograf. Det er en trættende følelse. 

Du ska skriva en kontaktannons - hur beskriver du dig själv med fem ord?
Indbydende, mor, et rodehoved, enorm usikker og har let til tårer. 

Vilken är den vanligaste frågan du får när du går bort på middag?
Kan man leve af det? (at være freelance, fotojournalist) - og til det svarer jeg “næsten”.

När var du riktigt lycklig senast?
Da jeg for tredje nat i træk var vågen med min toårige søn midt om natten, og var ved at have opbrugt kvoten for hvor mange gange jeg gad at hente mælk og frugt i køkkenet. 
Så bad han om at komme op. Og så sad vi bare der i natten. 
Ham med ansigtet ind mod min hals. Og mig træthedskvalm og lykkelig. 

Du måste tatuera dig, vilket motiv blir det? 
Jeg har en abstrakt plantelignede ting på den ene ankel, og havde en del år lyst til at have en sommerfugl på indersiden af underarmen, uden farve, bare stregen. 
Men jeg tror arret på min mave efter min søns kejsersnit gør det ud for en livstatovering. 
Så jeg skal ikke have flere.

Hur är du som bilförare? 
Jeg er en god billist. Flere mænd har rost mig ;-)
Min motorsagkyndige sagde dog at jeg kørte for hurtigt. 

När blev du vuxen?
Min krop blev voksen som 12 årig. Og jeg lå og græd om aften over at nu kunne jeg få børn. Jeg var grundangst. 
Helt praktisk er jeg voksen fordi jeg er mor til et barn. Jeg skal virke. Jeg skal passe på ham. Ergo er jeg voksen. 
Den mentale tilstand indfinder sig dog kun i øjeblikke.

Vilket är ditt sämsta köp? 
Jeg købte en flybillet til El Salvador (land i Mellemamerika) og ikke Salvador (by i Brasilien) da jeg skulle lave min hovedopgave på journalisthøjskolen. 
Man kan sige at det var rejsebureauet skyld, men jeg burde have opdaget det før jeg sad i gaten i USA hvor jeg havde en mellemlanding omgivet af små indianere….?






I filmen om ditt liv, vem spelar dig då? 
Sidse Babett. 
Hende vil jeg gerne være når jeg bliver stor.

Vad ogillar du i din personlighet?
At jeg er bange for total overgivelse. 

Vad är din bild av total misär? 
Ud over krig og fattigdom som er så altædende, så er ensomhed noget af det der påvirker mig mest. 
Jeg har engang læst en bog hvor hele første kapitel beskriver en mand der hver dag går ind i nogen, eller vælter noget. For at være sikker på at nogen så ham den dag. 
Jeg græd og græd mens jeg læste.

Vad ogillar du i andras personlighet? 
Egoisme. 

Vilken levande människa beundrar du mest? 
Min far. Ja, det er en total kliche.
Han elsker at leve, arbejder som en hest for sine projekter og skaber fantastiske og umulige resultater. Han tager børneteater så alvorligt at hele verden skal se med. 
Han og resten af denne her ukuelige gruppe har været i Afghanistan, Iran, Nordkorea og med det danske hof og kulturdelegation i Vietnam. 

Vad anser du vara en människas mest överskattade egenskap?
Ungdom.

Vilken är din största fobi?
Intimitet.

Vad är din största rädsla? 
At Niels, min søn skal blive et ulykkeligt menneske. Ikke at forveksle med alt det livet vil bringe, men sådan en grundlæggende mol tonalitet vil jeg sådan ønske han ikke får. 

Vad gillar du allra minst med ditt utseende? 
Altså jeg havde ikke behøvet at ligne mine bedstemødre så meget. 
Bevares, jeg kan godt lide at være kvinde. Men alt det der svinger og hopper og blævre. Det har jeg aldrig rigtigt vænnet mig til. 

Var skulle du helst av allt bo? 
Et sted nær venner og familie, med havudsigt.

Vad värdesätter du mest hos dina vänner? 
Ærlighed. 




Hur skulle du vilja dö?
Gammmel og elsket. Og med en hånd i min. 

Vad är din största extravagans? 
Mit kreditkort. 
Jeg bruger altid for mange penge, køber for store gaver, drikker for meget dyr kaffe.  

När ljuger du?
Jeg har en tendens til at lyve for at undgå en konflikt. 
Jeg øver mig i at lade være. 

Vilken är ditt favorityrke?
Jeg er ret glad for mit job. 
Men musiker kunne være et alternativ. (jeg spiller ikke selv)

Vad är ditt motto?
Jeg har ikke en sætning. 
Men jeg er grundlæggende taknemmlig for at leve. Og for at være lige netop mig, med de mennesker jeg har i mit liv. 

Nämn några saker du gör när ingen ser dig? 
Kun de nærmeste ved at jeg læser Basserne (tegneserie)

Ångrar du något i livet?
Ja, og de drejer sig altid om tidspunkter hvor jeg ikke slog til som ven. 

Vad gör du i jul?
Jeg har i mange år insisteret på at være i mit barndomshjem til Jul. 
Min familie rejser meget, og omgiver sig med mange mennesker. Et år sagde jeg til mine forældre “I skal være her, og vi skal ikke have besøg fra verden den dag”. 
Det er familie og nære det drejer sig om. 
Til næste år skal vi dog alle fejre jul med min bror og hans cubanske kone og børn på Cuba.

Tack så mycket för hjälpen Ditte - underbart!
Hoppas ni får en riktigt fin jul och att nyår också blir bra.
Du kollar in hennes hemsida och följer henne på Instagram va?
Alla bilder i det här inlägget är såklart tagna av Ditte Valente.

Imorgon är den allra sista luckan, du kan väl ta dig tiden att öppna luckan även på julafton va?





Om mig

Malmö, Skåne, Sweden