Lucka 23 med Ditte Valente

Nu är vi framme vid lucka 23 och i den är det ingen mindre än Ditte Valente du finner.
En mycket fin bekantskap från Danmark som alltid är trevlig och snäll när jag åker över bron.
För något år sedan satt hon i juryn i svenska årets bild också.
Här står hon som du ser med sin son på armen och med det kan vi väl öppna lucka 23.

Varsågoda.

Är det några bilder du är extra nöjd med från året?

Billedet af Enzo. 
En jord-betonarbejder fra Italien som har bygget metroen i København.

Berätta mer?

Jeg havde i marts måned en ret simpel opgave for Metroselskabet om at lave nogle billeder fra en byggeplads i Sydhavnen. 
Den skulle vise korrekt sikkerheds-klædte arbejdere. Billederne skulle bruges til en sikkerhedskampagne på alle metroens byggepladser. Her mødte jeg nogle helt fantastiske mænd, hvis ansigter gjorde mig nysgerrig. 

Jeg kontaktede metroselskabet og forsøgte at få dem til at betale et portrætprojekt, men det var der ikke penge til. Istedet foreslog de at jeg søgte penge hos den fond, under metroselskabet, som udsmykker de grønne træhegn som indhegner byggepladserne. 

Deres deadline var langt hen på foråret så jeg bad om lov til at gå i gang, med fare for at det ikke blev til noget. 
Min hensigt var at få mændene mens de stadig var kolde og beskidte. 

Jeg fik lov til at indrette et lille studie i en opbevaringscontainer. Jeg hængte noget sort stof som baggrund, og havde en reflektor med. 

To dage, af to-tre timer stod jeg der og krydsede fingre. Jeg måtte ikke bevæge mig rundt og finde de gode folk, jeg kunne kun håbe på at de havde set opslaget og at de ville fotograferes. 

Jeg havde en skøn ung kroatisk bygningskonstruktør, Tina, som vært på pladsen. 
Og hun viste sig at være perfekt. Hun kaldte folk til, og mens jeg fotografede fik hun dem til at skrive deres navn og profession. 

En efter en kom de. 
De fleste grinende og generte. 
Mange kunne ikke tale engelsk, så det foregik med fagter og smil.

Jeg bad dem om at være stille, seriøse og stolte. 

Det var helt magisk at se dem træde frem foran mig. De stod allesammen med alt hvad de var, lige dér. For mig. Jeg var meget meget rørt.

Der var noget særligt over italienerne. Ud over at være sydeuropæisk selvsikre, kommer de også ud af en lang byggetradition. Flere af dem nævner fædre som har bygget store metroer i Italien. 

Men det var nærmest religiøst da Enzo trådte ind. Rødkindet og smilende. Og så tog han hjelmen af,tav stille og kiggede roligt på mig. Pludseligt trak tiden sig sammen, og jeg stod vaklede på skuldrene af fotografer som de sidste mange hundrede år har fotograferet soldater, minearbejdere, forarmede landmænd, ja jeg kunne blive ved. 
Alle de mange blikke. Enzo kunne have været dem alle. 

Dét var mit fineste billede, blandt de mange smukke og stærke mænd.

Og så var det et tiltrængt projekt, som ikke var bestilt, og som blev lavet af ren og skær kærlighed til mennesket og til dem som knokler. 

At Byens hegn fonden gjorde det  muligt at hænge billederne op på hegnet på byggepladsen hvor arbejderne blev fotograferet, lige der hvor de går forbi på vej til arbejde. Det gør mig stolt. 

Og at Politiken valgte at bringe Enzo på forsiden og de andre indeni, på dagen hvor den nyeste metro-ring åbnede i København og dermed lettede på hatten til de hundredevis af mænd og kvinder som har bygget den, det er helt i orden.

Vad betyder det för dig att fotografera?

For mig er kameraet en stor nøgle. Den åbner døren. 
Og jeg får lov at træde bagefter. Jeg bliver aldrig en stjerne. 
Der står min blufærdighed i vejen. Men jeg får lov til at opleve og formidle så fantastisk meget med kameraet. 

Berätta om en fotograf som har betytt väldigt mycket för dig och varför.

Det er et tarveligt spørgsmål. For der er så mange. Og jeg bruger dem til så meget forskelligt. 

Men en mand og kollega som jeg altid bliver meget berørt af er Martin Lehmann. 
(lucka 17, förra året)
Han kom og talte på Fatamorgana da jeg studerede der. Han var på det tidspunkt i praktik på Politiken. Han bevægede sig som en vild hund. 
Han talte hurtigt og kompromisløst om mødet med Svale. Det husker jeg. Men jeg husker også at tænke. “Fuck. Hvis alle er sådan på journalisthøjskolen, så skal jeg satme ikke derover”. 

Jeg var skræmt for vid og sans. 

Og så mange mange år senere fik jeg et barselsvikariat for Miriam Dalsgaard på Politiken. Kan I forestille jer noget mere intimiderende?
Som om nogen som helst kan afløse Miriam.  Heldigvis viste det sig at Miriam var et af de fineste mennesker i verden, og at jeg var overladt fuldstændigt til mig selv om at finde ud af hvem jeg var på rådhuspladsen. Dét lykkedes så kun i glimt. 
Men det er en hel anden historie.

Der mødte jeg Martin igen. Nogle år ældre, stadig vild. Men også rundet af nogle livet, og måske især døden. Og det gjorde ham meget levende at være i nærheden af. 

Han arbejder altid, ofte på mange planer. 
Helt praktisk med kameraet, men også på skrift og i løb. Han reflekterer altid sin samtid. 

Hans fotografi er råt, nogle gange uskønt. 
Spækket med indhold, indignation og ømhed. 

Både Martin og hans fotografi får mig til at ville mere, og til at tro på det gode. 

Har du någonsin känt tvivel på dig själv som fotograf? 
Det gør jeg altid. Det lyder krukket. 
Men jeg er altid sikker på at jeg er blevet valgt til en opgave fordi jeg er sød mod dyr og børn, før mine evner som fotograf. Det er en trættende følelse. 

Du ska skriva en kontaktannons - hur beskriver du dig själv med fem ord?

Indbydende, mor, et rodehoved, enorm usikker og har let til tårer. 

Vilken är den vanligaste frågan du får när du går bort på middag?

Kan man leve af det? (at være freelance, fotojournalist) - og til det svarer jeg “næsten”.

När var du riktigt lycklig senast?

Da jeg for tredje nat i træk var vågen med min toårige søn midt om natten, og var ved at have opbrugt kvoten for hvor mange gange jeg gad at hente mælk og frugt i køkkenet. 
Så bad han om at komme op. Og så sad vi bare der i natten. 
Ham med ansigtet ind mod min hals. Og mig træthedskvalm og lykkelig. 

Du måste tatuera dig, vilket motiv blir det? 
Jeg har en abstrakt plantelignede ting på den ene ankel, og havde en del år lyst til at have en sommerfugl på indersiden af underarmen, uden farve, bare stregen. 
Men jeg tror arret på min mave efter min søns kejsersnit gør det ud for en livstatovering. 
Så jeg skal ikke have flere.

Hur är du som bilförare? 
Jeg er en god billist. Flere mænd har rost mig ;-)

Min motorsagkyndige sagde dog at jeg kørte for hurtigt. 

När blev du vuxen?

Min krop blev voksen som 12 årig. Og jeg lå og græd om aften over at nu kunne jeg få børn. Jeg var grundangst. 

Helt praktisk er jeg voksen fordi jeg er mor til et barn. Jeg skal virke. Jeg skal passe på ham. Ergo er jeg voksen. 

Den mentale tilstand indfinder sig dog kun i øjeblikke.

Vilket är ditt sämsta köp? 

Jeg købte en flybillet til El Salvador (land i Mellemamerika) og ikke Salvador (by i Brasilien) da jeg skulle lave min hovedopgave på journalisthøjskolen. 

Man kan sige at det var rejsebureauet skyld, men jeg burde have opdaget det før jeg sad i gaten i USA hvor jeg havde en mellemlanding omgivet af små indianere….?

I filmen om ditt liv, vem spelar dig då? 

Sidse Babett. 
Hende vil jeg gerne være når jeg bliver stor.

Vad ogillar du i din personlighet?

At jeg er bange for total overgivelse. 

Vad är din bild av total misär? 

Ud over krig og fattigdom som er så altædende, så er ensomhed noget af det der påvirker mig mest. 

Jeg har engang læst en bog hvor hele første kapitel beskriver en mand der hver dag går ind i nogen, eller vælter noget. For at være sikker på at nogen så ham den dag. 

Jeg græd og græd mens jeg læste.

Vad ogillar du i andras personlighet? 

Egoisme. 

Vilken levande människa beundrar du mest? 

Min far. Ja, det er en total kliche.

Han elsker at leve, arbejder som en hest for sine projekter og skaber fantastiske og umulige resultater. Han tager børneteater så alvorligt at hele verden skal se med. 
Han og resten af denne her ukuelige gruppe har været i Afghanistan, Iran, Nordkorea og med det danske hof og kulturdelegation i Vietnam. 

Vad anser du vara en människas mest överskattade egenskap?

Ungdom.

Vilken är din största fobi?

Intimitet.

Vad är din största rädsla? 

At Niels, min søn skal blive et ulykkeligt menneske. Ikke at forveksle med alt det livet vil bringe, men sådan en grundlæggende mol tonalitet vil jeg sådan ønske han ikke får. 

Vad gillar du allra minst med ditt utseende? 

Altså jeg havde ikke behøvet at ligne mine bedstemødre så meget. 
Bevares, jeg kan godt lide at være kvinde. Men alt det der svinger og hopper og blævre. Det har jeg aldrig rigtigt vænnet mig til. 

Var skulle du helst av allt bo? 

Et sted nær venner og familie, med havudsigt.

Vad värdesätter du mest hos dina vänner? 

Ærlighed. 

Hur skulle du vilja dö?

Gammmel og elsket. Og med en hånd i min. 

Vad är din största extravagans? 

Mit kreditkort. 
Jeg bruger altid for mange penge, køber for store gaver, drikker for meget dyr kaffe.  

När ljuger du?

Jeg har en tendens til at lyve for at undgå en konflikt. 
Jeg øver mig i at lade være. 

Vilken är ditt favorityrke?

Jeg er ret glad for mit job. 
Men musiker kunne være et alternativ. (jeg spiller ikke selv)

Vad är ditt motto?

Jeg har ikke en sætning. 
Men jeg er grundlæggende taknemmlig for at leve. Og for at være lige netop mig, med de mennesker jeg har i mit liv. 

Nämn några saker du gör när ingen ser dig? 

Kun de nærmeste ved at jeg læser Basserne (tegneserie)

Ångrar du något i livet?

Ja, og de drejer sig altid om tidspunkter hvor jeg ikke slog til som ven. 

Vad gör du i jul?

Jeg har i mange år insisteret på at være i mit barndomshjem til Jul. 
Min familie rejser meget, og omgiver sig med mange mennesker. Et år sagde jeg til mine forældre “I skal være her, og vi skal ikke have besøg fra verden den dag”. 

Det er familie og nære det drejer sig om. 

Til næste år skal vi dog alle fejre jul med min bror og hans cubanske kone og børn på Cuba.

Tack så mycket för hjälpen Ditte - underbart!
Hoppas ni får en riktigt fin jul och att nyår också blir bra.
Du kollar in hennes hemsida och följer henne på Instagram va?
Alla bilder i det här inlägget är såklart tagna av Ditte Valente.

Imorgon är den allra sista luckan, du kan väl ta dig tiden att öppna luckan även på julafton va?